29. august - Danmarks frihedsdag |
|||
Frihed og befrielseslinksPRESSEMEDDELELSE Frihedskampens Veteraner støtter DF-forslag om 29. august som officiel flagdag Formanden for Frihedskampens Veteraner, Jørgen H. Barfod, opfordrer nu Folketingets partier til at bakke op om Dansk Folkepartis forslag om at gøre den 29. august til officiel flagdag. Beslutningsforslaget fra Dansk Folkeparti, som allerede på forhånd har opnået støtte fra De Konservative, bliver 1. behandlet i Folketinget tirsdag den 10. januar. - Jeg er uhyre glad for opbakningen fra Frihedskampens Veteraner, og ser i det hele taget efterhånden med stor fortrøstning på, at forslaget vil opnå bred tilslutning i Folketinget, idet jeg fra mange folketingsmedlemmer på tværs af partierne har fået tilslutning, siger Søren Espersen, som er Dansk Folkepartis ordfører på forslaget. - Det er meget vigtigt for fremtidige generationer, at den 29. august - den dag, som i 1943 blev dagen, hvor det officielle Danmark endelig satte en stopper for samarbejdet med de tysk-østrigske nazister, som havde besat landet, bliver ophøjet til officiel flagdag, siger Søren Espersen. Frihedskæmperne havde de første år af besættelsen igennem deres kamp mod tyskerne været alene om at hævde Danmarks navn, men først fra og med 29. august 1943 blev det for alvor klart for omverdenen, at Danmark ville være - og blev - en allieret nation. - 29. august 1943 blev derved den dato, der reddede Danmarks ære og dermed skabte grundlag for, at Danmark i dag indtager pladsen blandt verdens mest respekterede lande. Det bør nok være en officiel flagning værd, siger Søren Espersen. |
|||
Frihed og befrielseslinksPRESSEMEDDELELSE Dansk Folkeparti fremsætter beslutningsforslag: 29. august skal være officiel national flagdag Dansk Folkeparti fremsætter nu i Folketinget forslag til beslutning om, at den 29. august skal være officiel national flagdag. Ifølge beslutningsforslaget, som ventes at opnå flertal i Folketinget, pålægges regeringen at forberede de nødvendige administrative forskrifter for at sikre, at flagdagen markeres ved flagning fra offentlige bygninger og institutioner første gang tirsdag den 29. august 2006. Forslaget ventes behandlet og vedtaget i Folketinget inden jul. Det oplyser MF Søren Espersen, som bliver ordfører for forslagsstillerne. - Den 29. august 1943 blev en skelsættende dag i den nyere danmarkshistorie, siger Søren Espersen. Efter mere end tre års samarbejde mellem den danske og den tyske regering blev samarbejdspolitikken den dag brudt. Den 29. august er derved kommet til at stå som en særlig mindeværdig dag i danskernes bevidsthed. På det tidspunkt havde modstanden mod besættelsesmagten vokset sig så stærk i befolkningen, at regeringen måtte opgive sin samarbejdspolitik og ophøre med at fungere. - Den 29. august er derfor en ærefuld dag i Danmarkshistorien. Hvis det officielle Danmark havde fået lov at fortsætte samarbejdspolitikken med nazisterne udover den 29. august 1943, ville Danmark i andre nationers øjne have fremstået som en del af den nazistiske alliance. Vi kan ikke nok takke de frihedskæmpere, der med livet som indsats arbejdede for og opnåede, at Danmark kunne gå ud af Den Anden Verdenskrig med æren i behold, siger Søren Espersen. - Kun få år tidligere, i 1939, havde Danmark indgået Den Dansk-Tyske Ikke-Angrebspagt. Ved Tysklands besættelse af Danmark den 9. april 1940 udsendtes uden modsigelse fra den danske regerings side Meddelelse fra den tyske Rigsregering bl. a. om at Danmark skulle ”undlade enhver modstand mod de tyske Tropper ved besættelsen af Landet”. I 1941 tilsluttede Danmark sig – ligeledes som et led i samarbejdspolitikken - den såkaldte Antikomintern-pagt. Den var oprindelig i 1936 indgået som en alliance mellem Nazityskland og Japan. I 1937 fik den tilslutning fra Mussolinis Italien, i 1939 fra den japanske lydstat, Manchuriet og fra Ungarn og Francos Spanien. I 1941 tilsluttede Bulgarien, Kroatien, Danmark, Finland, Nanking-Kina, Rumænien og Slovakiet sig denne aftale og gav dermed moralsk og politisk støtte til Hitlers regering i Berlin. I 1942 drog danske soldater i krig på Østfronten iført tyske uniformer, men under Dannebrog og med den danske regerings samtykke. Det er alt sammen begivenheder, som det officielle Danmark helst ville glemme efter befrielsen, og som alene som følge af frihedskæmpernes indsats, om ikke blev glemt, så dog fremstod mindre væsentligt. - Derfor er den 29. august historisk en mindst lige så betydningsfuld dato som 9. april og 5. maj, og fortjener derfor at blive ophøjet til national flagdag, siger Søren Espersen. Forslaget er i øvrigt helt i tråd med det, som Frihedskampens Veteraner så længe har ønsket.. |
|||
|
“Fred og Frihed” - tale holdt den 29. marts 1998 ---------------------------------------------------------- Sovjetunionen gik i total-opløsning i 1991. Og måske kan nogle af jer huske omstændighederne: Gorbatjov var blevet kuppet ud og sad i hus-arrest i sit sommerhus på Krim, og de gamle beton-kommunister havde taget magten i Kreml. Det hele gik så uendelig hurtigt den sommerdag, hvor Boris Jeltsin kuppede tilbage igen - arresterede kupmagerne og sørgede for, at Gorbatjov fik lov at vende hjem - i frihed - til Moskva. Jeg boede på det tidspunkt endnu i England, og ved frokosttid begyndte jeg netop den dag at køre op til kystbyen Great Yarmouth i Norfolk, hvor jeg skulle hente min kone og børn - og kuppet derovre i Moskva foregik så tilpas venligt mod mig, at da jeg kørte afsted fra mit hus klokken præcis 12, startede begivenhederne, direkte refereret på BBC, og da jeg kørte ind i Great Yarmouth sent om eftermiddagen, var begivenhederne slut, og jeg kunne slukke radioen. Det var som om denne verdenshistoriske begivenhed lige var planlagt så det kunne passe med min køretur. Det var beretningen om den russisk-nationale konservative og frihedselskende politiker, Boris Jeltsin, som havde gjort op med de forstokkede venstre-orienterede, som fortsat ønskede at holde sammen på Sovjetunionen og fortsætte kommunismen. Det var i hvert fald det, jeg fik ud af at lytte til BBC´s reportage, og det jeg fik ud af at læse de gode, solide engelske aviser dagen efter, hvor glædens budskab stod at læse med det, man i pressen benævner “Jesu-Genkomst-Typer”: De konservative-liberale-nationale kræfter havde vundet. Kommunisterne, socialisterne, de venstreorienterede var endelig, efter 70 rædselsår, blevet smidt på porten. Næstfølgende lørdag kunne jeg så som sædvanlig slentre ned ad alleen til min postkasse og hente “Weekendavisen” hjemmefra. Da jeg så de danske avis-artikler begyndte jeg lidt flov at tvivle på, om jeg nu også var så god til engelsk, som jeg gik og bildte mig ind, for jeg måtte jo have fået helt galt fat på budskabet i løbet af den eftermiddag på vej til Great Yarmouth! For gennem “Weekendavisen” blev jeg nu orienteret om, at de konservative havde tabt, og -efter 70 rædselsår - var blevet smidt på porten i Moskva. Denne stærkt chokerende version fik jeg så bekræftet, da jeg senere stillede ind på De Danske Stationer - og fandt Middagsradioavisen på langbølgesenderen: JO, den var god nok: De konservative var blevet slået til plukfisk, og sad nu vel forvaret i kachotten udenfor Moskva. Den progressive Boris Jeltsin var den sikre vinder. Så blev jeg vel egentlig klar over, at mit engelske havde været godt nok - og at det bare var danske avisredaktioner, som havde en egen, unægtelig noget speciel måde at anskue verden på - og at sætte mærkater på mennesker på. Man kan måske mene, at det danske ordvalg kan forsvaret, og at dette måske er en latterlig og ligegyldig lille detalje, men den er i virkeligheden afgørende: “Konservativ” bliver nemlig pr. definition til noget ondt. “Progressiv” bliver pr. samme definition til noget godt. Erik Ninn-Hansen - eksempelvis - og konseilspræsident Estrup er konservative. Beton-kommunisterne i Moskva er konservative. Så har vi det onde defineret. Boris Jeltsin er progressiv Holger K. Nielsen - eksempelvis - og Ole Sohn er progressive. Så har vi det gode defineret. I danske avis-læseres øjne - i danske radiolytteres øren, blev Erik Ninn-Hansen umærkelig gjort til allieret med KGB-gammel-beton-kommunist-generalerne i Moskva, mens Gorbatjov og senere Boris Jeltsin blev gjort til sådan en slags russiske udgaver af Holger K. Nielsen og Ole Sohn. Det underlige i den historie er så bare, at det først var da sovjet-socialismens rædsler var blevet blotlagt for enhver, så ikke engang DKP længere var i stand til at forsvare dem, at sovjet-generalerne i KGB blev til “konservative”. Mens de nogle år tidligere havde maset rundt på kloden og efterladt sig blodige spor på Cuba, i Chile, i Bolivia, i Nicaragua eller i Mosambique, var de stadig “progressive” - og dengang kæmpede de så en heroisk kamp mod “de ultra-konservative”..... Kan I stadig følge med...???  Nå, men det, jeg havde tænkt mig med denne lille beretning er at illustrere, at tingene ikke altid er som de giver sig ud for at være. H.C. Andersen fortæller i sin historie “Snedronningen” om det magiske spejl, denne onde dronning har. Det har den egenskab, at alt det, der er smukt og godt og som spejles deri, bliver grimt og hæsligt. Og omvendt: alt det, der er ækelt og væmmeligt bliver utrolig smukt og godt. Sådan er der så mange ting i verden, der er noget andet, end det de giver sig ud for at være. Det er ingen tilfældighed, at det tidligere Østtyskland kaldte sig Den Tyske Demokratiske Republik - for demokrati var i hvert fald det eneste, man ikke beskæftigede sig med dér. Tilsvarende fandtes der en forening, der hed Samarbejdskommiteen for Fred og Sikkerhed, som var kontrolleret og vel også betalt af KGB, og som - med det officielle, skønne sigte - havde held til at lokke en masse nyttige idioter med på KGB´s galej. I kølvandet på Samarbejdskommiteen for Fred og Sikkerhed opstod en række andre bevægelser, hvor også dette ord “freden” indgik. “Kvinder for Fred”, “Journalister for Fred”, “Børn for Fred” - ja, listen er endeløs. Det underforståede var naturligvis, at var man eksempelvis journalist - og ikke mente at kunne tilslutte sig denne sovjet-inspirerede forening - ja, så kunne det fastslås, at så var man tilhænger af krig. Den humorfyldte, tidligere redaktør på Billed-Bladet, Ib Boye, var dengang i 80´erne, hvor alle disse fredsbevægelser dukkede op, en af de få, der kunne gennemskue det forskruede KGB-gøgl - hvorfor han allerede dagen efter stiftelsen af “Journalister for Fred”, indkaldte til stiftende generalforsamling i foreningen “Journalister for Krig”.... Mærkeligt nok blev der i aviserne ikke skrevet alenlange artikler om Boyes forening - men i journalistkredse rygtedes det hurtigt, at medlemsmøderne i “Journalister for Krig” var betydeligt morsommere end i “Journalister for Fred”.... Det er noget underligt noget, det der med “fred”, og i virkeligheden vel det, der for alvor skilte de to parter - den såkaldt venstreorienterede fløj og den såkaldt højreorienterede fløj. Det er den skillelinje, der altid har gået mellem de to fløje. Det må endelig ikke forstås på den måde, at var man højreorienteret, var man automatisk modstander af fred. For selvfølgelig er der ingen, der betragter krig som en glædelig begivenhed og som noget, der er værd at stræbe efter. Selvfølgelig ikke. Men spørgsmålet har altid for det såkaldt højreorienterede menneske, hvilken “fred” det var, man snakkede om. Jeg har således altid været af den opfattelse, at fred er det allerletteste at opnå i hele verden. Det kræver for så vidt bare, at man bøjer nakken og underordner sig. I skolegården er det utrolig nemt at få fred - hvis bare de små accepterer at den store har lov til at bestemme. Hvis tyran´en sætter dagsordenen og alle finder sig i det - jamen, så har er freden i skolegården sikret. Tag Danmarks Besættelse. Man taler tit om, at der blev “fred” den 5. maj 1945. Men virkeligheden er jo den, at der havde været fred i Danmark i fem år fra 1940 til 1945. Krigen foregik andre steder. Men herhjemme var der fred. Eksporten var enorm, den danske økonomi var bedre end den på noget andet tidspunkt i historien havde været. Der var faktisk fuld beskæftigelse. Ja, de fem år var simpelthen dansk økonomi´s guldalder. Og bortset fra at en håndfuld frihedskæmpere ikke ville finde sig i de fredelige tilstande, åndede alt i Danmark fred og idyl. Hitler omtalte altid Churchill som “krigsmageren”, og fremhævede altid det store fredsprojekt, han var i gang med at skabe. Allerede dengang var der herhjemme “journalister for fred” - og i høj grad “politikere for fred”. Også dengang gjaldt det for politikerne på Christiansborg om at “sikre freden”. Alsing Andersen og Erik Scavenius og Thorvald Stauning og hvad de ledende folk dengang hed levede og åndede for freden. Den daværende statsminister Stauning gav udtryk for sin glæde over, at Europa nu syntes at gå en lysende fremtid i møde under tysk lederskab, og han advarede i stærke vendinger i radioen mod at ikke at lade sig rive med af nationalistiske og selvtilstrækkelige strømninger - om mod at uansvarlige elementer skulle få held til at ødelægge den gode samarbejdets og fredens ånd - og derved skabe norske tilstande i landet. Det var simpelthen, i Staunings øjne, et “fredens projekt”, der var ved at blive skabt - og det projekt måtte ikke forstyrres. Jeg mener på en eller anden måde at have hørt noget lignende fra senere socialdemokratiske ledere.... I forbindelse med 50 års-jubilæet for 5. maj 1945 var det “freden”, det igen lykkedes for meningsdannerne og de ledende politikere at få sat i centrum - ikke friheden. Det lykkedes ved det jubilæum i 1995 ganske at oversé, at modstandsfolkene faktisk hed “Frihedskæmpere” - og ikke “Fredsaktivister”, at museet faktisk hedder “Frihedsmuseet” - og ikke “Fredsmuseet”, at BBC´s meddelelse den 4. maj om aftenen faktisk hed “Frihedsbudskabet” - og ikke “Fredsbudskabet” og at den 5. maj i kalenderen er markeret som “Danmarks Befrielsesdag” - ikke som “Danmarks Fredsdag”. Det lykkedes for socialisten Mie Ejdrup at få 50 millioner kroner hevet ud af Kulturministeren til sin “Laserstråle for Freden” - “fredsstrålen”, som den også blev kaldt. Med andre ord lykkedes det at gøre de gamle modstandshelte til en slags allierede med de slyngler, de i virkeligheden satte livet ind på at bekæmpe.... Jens Tholdstrup, Frode Jakobsen, Kim Malthe-Bruun og Christmas Møller blev forvandlet til sådan en slags “Kvinder for Fred” - og blev hyldet i sovsetaler af Jytte Hilden. Sikke en uretfærdig skæbne! Og Mie Ejdrup og Jytte Hilden forstod ikke en brik af, at de gamle frihedskæmpere ikke syntes, det var spor skægt at blive taget til indtægt for fredskvindernes sag. De forstod det ikke, mens det foregik i 1995, og de forstår det med garanti stadig ikke. Det korte af det lange er, at fred er da bestemt er en udmærket tilstand - men kun under den forudsætning, at friheden følger med. Fred uden frihed er djævelens værk - lys uden varme. Derfor skal vi naturligvis ikke ensidigt stræbe efter fred, men hele tiden gøre vort arbejde til en kamp for frihed og fred - og også være parate til om nødvendigt at gøre det, der skal gøres. I dagens Danmark betyder dette også, at det umiddelbart synes sødt og yndigt at gå hånd i hånd ind i et nyt spændende såkaldt fredsprojekt. At der muligvis ovenikøbet kan argumenteres for en række økonomiske fordele ved fredsprojektet. Ja, at der muligvis kan blive tale om en ny økonomisk guldalder for Danmark. Men samtidig er der grund til at advare om, hvad det så er, vi samtidig lader os føre ved hånden ind i. Ligeså interessant det er at finde ud af, hvad vi vinder - er det at finde ud af, hvad det er, vi taber. I mine øjne er det netop det danske folks frihed, der - uden fortrydelsesklausul - tabes ved at tilslutte os en Europæisk Union. Er den pris rimelig og rigtig, bør man stemme ja ved Amsterdam-afstemningen den 28. maj - synes man prisen er for høj, bør man stemme nej. Så enkelt er det. Det kan synes banalt at fremhæve, at det dengang som nu er dels de nationale kredse og dels de meget stærkt venstreorienterede, der udgør unionsmodstanden. Men det er ikke destomindre et faktum, at sådan er det. Kommunisterne og de nationalt-sindede gør det - ligesom dengang - ud fra vidt forskellige årsager. Vi er helt enige om, at Danmarks politiske fremtid - og det danske folks fremtid - suverænt skal fastlægges i Folketinget. Vi er også helt enige om, at folkestyre findes der intet af i Bruxelles. Ligeledes er vi helt enige om, at nedlægger vi Danmarks grænse, er det forbi med den selvstændige nation.  Fred og frihed er ikke to sider af samme sag, der er faktisk stor forskel på fred og frihed. Danmark har ingen officiel frihedsdag, men den uofficielle er 29. august Lad os fejre den danske frihed Talen er af Søren Espersen |
|||
MedieomtaleDR 29. august skal være ny frihedsdag, torsdag den 5. maj 2005 |
|||
Frihed og befrielseslinksLeksikon - Frihed Leksikon - Fred Frihedsmuseet Historie.nu 29 august 1943 Frihed |
|||
|
|||